VERDENS BEDSTE HÅNDBOLDSPILLERE FÅR MULIGHED FOR AT HJÆLPE VERDENS UDSATTE PIGER

Træner Annie Friday og HAND spillere

Ved VM-slutrunden i Japan får ’Player of The Match’ fra hver kamp mulighed for at støtte organisationen HAND med hummel-udstyr til håndboldpiger i Sierra Leone.

Fra lørdag den 30. november mødes verdens bedste kvindelige håndboldspillere i Japan for at deltage i VM i kvindehåndbold. Her venter to uger med håndbold i verdensklasse i professionelle rammer med massage, lækre omklædningsrum samt store og flotte arenaer med tusindvis af tilskuere.

En verden, der er svær at sætte sig ind i for piger fra lande i verden, hvor håndboldsporten har trange kår. Og hvor pigerne har vanskeligt ved overhovedet at få lov til at deltage i sport.

Derfor har hummel, som officiel sponsor for IHF og slutrundens ’Player of The Match’-kåringer, valgt at sætte fokus på pigers rettigheder og inklusion i håndboldsporten.

Kampens spiller i hver af de 96 kampe under VM i Japan får muligheden for at hjælpe udsatte piger og videregive glæden ved håndbold. Hver ’Player of The Match’-profil donerer således håndboldudstyr fra hummel til to håndboldhold hos HAND – ’Handball For A New Destiny’ – i Sierra Leone.

”Håndbold har i mange år været mit ét og alt, og jeg ved, hvor meget det betyder at være en del af et fællesskab og opleve den stolthed og det sammenhold, det giver at dyrke holdsport. Derfor er det fantastisk, at initiativet med at lade verdens bedste kvindelige håndboldspillere donere holdsæt til udsatte piger denne gang går til HAND og pigerne i Sierra Leone”, siger tidligere landsholdsspiller, OL-guldvinder og Project Manager i HAND, Josephine Touray.

”I Sierra Leone er det en udfordring for pigerne overhovedet af få lov til at bruge tid på sport. Det bliver i mange familier set som spild af tid, der kunne være brugt på pligter i hjemmet. Dét, at vi får lejlighed til at samle pigerne i nye fællesskaber omkring håndbolden, giver ikke bare mulighed for at dyrke sport og have det sjovt. Det er også med til at give pigerne selvtillid og selvværd i forhold til at kunne definere krav om rettigheder i det meget mandsdominerede samfund”, fortsætter Josephine Touray.

Kampagnen markerer fortsættelsen af et succesfuldt tiltag under herrernes VM-slutrunde i januar 2019, hvor hummel også gav ’Kampens Spillere’ muligheden for at donere håndboldudstyr til udsatte børn. I anledning af, at det denne gang er en kvindeslutrunde, bliver donationen naturlig målrettet udsatte piger.

”Med afsæt i sport har hummel igennem mange år støttet personer, klubber og organisationer, der arbejder på at fremme pigers rettigheder rundt om i verden. Vi er rigtig glade for at vi sammen med IHF igen får mulighed for at bringe et VM og den absolutte verdenselite i spil til at fremme udsatte pigers mulighed for at dyrke sport og samtidig skabe gode, trygge rammer for dialog om rettigheder, sundhed og uddannelse” siger Allan Vad Nielsen, CEO, hummel.

VM begynder lørdag den 30. november og løber frem til søndag den 15. december.

Alt i alt forventer hummel, at der doneres 1300 sæt håndboldtøj til HAND og pigerne i Sierra Leone.

Comments

comments